Vi ville være tilfredse, selvom vi ikke solgte noget – men det gør vi! Hos Havdrup Maskinforretning har de travlt hele året rundt, men der er altid tid til at tage på Roskilde Dyrskue. Her sælger de ikke længere maskiner til landbruget, men i stedet til stort set alle andre brancher, som bruger mindre maskiner.
To generationer arbejder sammen hos Havdrup Maskinforretning A/S, som har været med i branchen siden 1944, hvor første generation startede med blot en cykel og en lille smedje. I dag er det anden generation, Jens Erik og Gurli Hansen, som er ejere og tredje generation, datter Henriette Braun, der er administrationschef. De deler ledelsesopgaverne mellem sig, og på sigt er det meningen af Henriette skal overtage:
– Jeg trives faktisk rigtig godt, som tingene er nu, så jeg har ikke travlt med at lave det skift, siger Henriette Braun, som har ”været hjemme” i virksomheden i 15 år.
I salgsudstillingen står der en masse pokaler på endevæggen. Havdrup Maskinforretning har altid været på Roskilde Dyrskue, også før det flyttede til Dyrskuepladsen i Roskilde, og før i tiden fyldte traktortræk en hel del. Nu prydes væggene af minderne fra dengang sammen med omkring 80 pokaler fra traktortrækkonkurrencer i hele landet.
De store maskiner er ude af sortimentet nu, og dermed er tiden med traktortræk også forbi, men der er fortsat fyldt til randen med de klassiske mærker som John Deere (terf) og Kärcher, samt danskejede mærker som Saltnex og Garia.
Kunderne er en bred palette af kommuner, boligselskaber, anlægsgartnere, entreprenører, kirkegårde og golfbaner og alt derimellem. Både Kongehuset, Tivoli og Parken har også fået leveret maskiner fra butikken i Havdrup. Ejer Jens Erik har en masse sjove historier at fortælle om de mange forskelligartede kunder, mens vi går turen fra butikken til værkstedet.
– De græsslåmaskiner dér har vi lige fået retur fra Parken. De skifter dem ud ca. hvert tredje år, de slider dem simpelthen op, siger han.
Noget der dog ikke kan slides op, er Havdrup Maskinforretnings glæde ved at komme på Roskilde Dyrskue.
– Jeg var skeptisk i starten, men nu er vi med på dyrskuet med stor jubel. Vi tager faktisk altid afsted uden de store forventninger, vi vil bare gerne skabe en god oplevelse for vores kunder og de mennesker, som kommer forbi, siger Jens Erik og Henriette fortsætter,
– Vi betragter vores medvirken på dyrskuet som en salgsannonce. Vi sælger måske ikke noget i dag, men så har folk haft en god oplevelse og kommer på besøg hos os en anden gang. Alle er velkommen hos os til en kop kaffe eller øl, og så er der popcorn til børnene, siger hun.
Nogle kunder bruger også standen til at vise deres børn, hvad de laver til hverdag. Så kommer de hen til Havdrup Maskinforretning, og så skal børnene op og sidde på de maskiner, mor eller far bruger i dagligdagen. Det, synes Henriette og Jens Erik blot, er hyggeligt, og det skal der også være plads til.
– Vi får vist vores nye produkter frem til både eksisterende og nye kunder. Vi ville være tilfredse selv om vi ikke solgte noget – men det gør vi! slutter Henriette med et smil.