Roskilde Dyrskue satser i år stort på maskinudstillingen med den største maskinudstilling i 30 år. Mange udstillere får mulighed for at være med for første gang.
Efter jubilæumsdyrskuet i 2019 med 113.017 gæster besluttede sekretariatet i Roskilde Dyrskue at udvide arealet i maskinudstillingen med 4.500 m2, så udstillere på venteliste kunne tilbydes en plads. Det udvidede areal viste sig hurtigt ikke at være nok, og der er nu planlagt en udvidelse på 8.500 m2 så det totale udstillingsareal i 2021 ender på 65.000 m2.
- Jeg har ikke i alle de år jeg har stået i spidsen for Maskinudstillingen oplevet så stor interesse for at udstille på Roskilde Dyrskue, udtaler udstillingskoordinator Niels Mathiasen.
Roskilde Dyrskue er tæt på at melde udsolgt i maskinudstillingen, da der kun er 5 mindre stande tilbage som bliver solgt efter først til mølle-princippet.
I år vil der altså være 200 maskinudstillere samlet på ét sted og det bliver hermed den største maskinudstilling på dyrskuepladsen i over 30 år.
Den største stand er solgt til Case IH og er på ikke mindre end 1836 m2. Udover at Case medbringer deres velkendte røde landbrugsmaskiner, har de i år valgt at tage et udvalg af deres entreprenørmaskiner med for første gang.
- Vi har fået et nyt forhandler set-up på Sjælland, med en ny forhandler som vil lave et nyt stort center i Ringsted. Så derfor laver vi én stor, fælles stand for vores fire forhandlere i Østdanmark.
Vi er ivrige for at komme ud og vise vores ting – vi har jo det sidste år været hæmmet ift. at kunne lave markdemonstrationer og mødes med vores kunder. Det håber vi kan lade sig gøre på Roskilde Dyrskue – vi vil i hvert fald jagte den mulighed, så længe det er muligt. Og så laver vi selvfølgelig et set-up på standen, hvor man kan bevæge sig rundt på en forsvarlig måde, siger marketingchef for CASE IH i Norden og Baltikum, Martin Geert-Jørgensen.
Udvidelsen har også givet mulighed for at flere af de udstillere som tålmodigt har stået på venteliste kan deltage i maskinudstillingen i 2021. Det er blandt andre MIS Recycling, som anvender nedknusningsanlæg til beton, og som med deres deltagelse underbygger en tendens på Roskilde Dyrskue med vækst i entreprenørbranchen:
- Vi har været på venteliste de sidste tre år og glæder os nu til at udstille i maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue 2021, udtaler administrerende direktør Martin Henriksen fra MIS Recycling.
Roskilde Dyrskue arbejder fortsat på at holde dyrskue ”som sædvanligt” og forbereder sig på, at der kan komme restriktioner, hvis det bliver muligt at åbne op:
- Vi tænker i mange forskellige scenarier og overvejer mange forskellige muligheder for at gøre Roskilde Dyrskue til et sikkert og godt arrangement, hvis vi, som vi håber og tror, får muligheden for at holde dyrskue i 2021, siger sekretariatschef Charlotte Frimer Petersen, som glæder sig meget over udvidelsen og den store interesse for maskinudstillingen.