Værdien af naturpleje
Nu tilbage til historien om naturpleje.
Gert Dalberg fortæller at for at beskytte og bevare mangfoldigheden af planter, dyr og økosystemer, er det vigtigt at der aktivt udføres naturpleje. Dette indebærer at bevare levesteder, støtte truede arter og opretholde den naturlige balance i et givet miljø.
I en tid, hvor vi står over for udfordringer med klimaforandringer og tab af biodiversitet, kan metoder som afgræsning spille en afgørende rolle. Afgræsning er en naturlig og effektiv måde at pleje og bevare vores naturområder på, samtidig med at det fremmer et rigt og varieret økosystem i forhold til eksempelvis slåning med maskine.
Afgræsningsdyr hjælper med at bevare og øge biodiversiteten i et område ved at påvirke vækst og spredning af planter og deres frø. Dette skaber variation og muliggør væksten af forskellige plantearter.
Dyrene hjælper således med at kontrollere væksten af visse plantearter og forhindrer dominerende arter i at kvæle andre. Dette sikrer en mere stabil og sund økosystembalance.
Gert Dalberg fortæller endvidere, at afgræsning kan forme landskabet naturligt ved at påvirke væksten af træer og buske samt vedligeholde åbne græsningsarealer eller forhindre skovdannelse, hvor eksempelvis birk er dominerende.
Som formand for Galloway-foreningen er Gert Dalberg en stor fortaler for Galloway-kvæget til naturpleje. Specielt gallowaykvæget er eminent til naturpleje og landmænd og naturplejere vælger ofte denne type kvæg til afgræsning, fordi deres karakter gør dem til et attraktivt valg i moderne landbrug.
Galloway-kvæg har en tendens til at bevare følsomme naturområder, fordi deres græsningsmønstre er mindre invasive sammenlignet med andre kvægracer. De afgræsser desuden både tørre og fugtige arealer hele året og kan trives i barske forhold, hvor det ikke er optimalt for andre kvægracer.
Formidling af naturpleje på Holbæk Fælled
Gert har et ønske om at anvende hans kvæg til bæredygtig naturpleje. Derfor har han lavet en afgræsningsaftale med Holbæk Kommune på Fælleden i Holbæk by.
”Mine køer skal bidrage til, at landskabet på Fælleden bevarer sin karakter af overdrev, ja ligefrem bliver endnu mere overdrev end i dag. Køerne er velegnede til at skabe stor variation af plante-, fugle-, dyre- og insektliv mm. som kommunen ønsker på Fælleden”, udtaler Gert.
Det er ikke kun de lokale, der kan nyde godt af kvæget på Fælleden, også den nærliggende skole har Gert etableret et tæt samarbejde med.
”Jeg synes det er vigtigt at formidle viden om naturpleje til den næste generation. Derfor har jeg i samarbejde med skolen haft forskellige projekter, hvor skolebørnene kommer på Fælleden og lærer om naturpleje og køerne. Ligesom vi har udviklet eksamensopgaver til de ældste elever.”
I dag driver Gert Dalberg 150 ha. landbrugsjord, som udelukkende afgræsses af hans ca. 30 Galloway kvæg.
Facts om Galloway
Galloway-kvæget har sine rødder tilbage til det 17. århundrede, hvor det udviklede sig i det kuperede terræn i Galloway-regionen. Dette område var præget af robuste og krævende miljøforhold, hvilket bidrog til udviklingen af en hårdfør kvægrace.
I dag anvendes Galloway-kvæg stadig i landbrug og naturpleje. Deres evne til at afgræsse og pleje naturområder gør dem til en værdifuld ressource inden for bæredygtigt landbrug og bevarelse af biodiversitet og er eminent kødkvæg.
ROBUSTHED: Galloway-kvæg er kendt for deres robuste natur og evne til at trives i barske klimaer og udfordrende terræn.
PELS: Deres dobbelte pels giver dem beskyttelse mod barsk vejr og adskiller dem fra andre kvægracer.
TILPASNINGSEVNE: Disse kvæg er i stand til at trives på græsningsarealer, der måske ikke er egnet til andre kvægracer.